Det der med døden..

Nu har der jo været en del ulykkelige episoder i blogland med folk der har mistet deres kære.. Så tænkte at jeg ville tage emnet lidt op. Forstår ikke det tabu det er at tale om. Hvorfor er folk så bange for at komme og spørge ind til det? Hvorfor kigger de på en, som om man er blevet forvandlet til en alien? Jeg forstår det altså ikke.. Vi skal alle opleve at miste nogen (med mindre vi selvfølgelig selv dør først!), så hvorfor kan man ikke snakke om det? Hvorfor kan man ikke tale om, at man er bange for at miste osv?
Nå, men..

Jeg har en bror, der er død. Alt det der med at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, det er måske rigtigt nok, men ikke altid på den bedste måde.. Nogen gange kan man være så hård og opsat på ikke at lade sig gå på af noget, at det virker helt omvendt. Jeg var ikke særlig gammel da han døde, men jeg kan alligevel huske en masse detaljer, dem har jeg ikke lyst til at dele med hele internettet. :)
Det betyder så også, at jeg tilbragte 3½ år af min barndom på hhv. at være på rigshospitalet og bo hos min mormor og morfar. Jeg var fra 2 til 6 år. Det er ret hårdt, når man møder nye mennesker og snakker om barndom. De har en masse fortællinger om børnehave og alt muligt andet. Alt hvad jeg kan huske er hvide vægge, sygeplejersker, at spise hjemme ved min oldemor, mormor der lærte mig at læse... Jeg kan ikke huske, at mine forældre har leget med mig. Det er nok vigtigt at understreget, at jeg intet bebrejder dem, jeg er helt klar over, hvorfor de gjorde det. De gjorde alt hvad de kunne for både mig og min bror :) Jeg er i dag heller ikke ked af min barndom, jeg har oplevet så meget andet i stedet - på både godt og ondt.

Jeg har jo set at andre har vist billeder af gravstedet og har tænkt om jeg også skulle det.. Det har jeg ikke lyst til. Det er fint for andre, hvis de har det fint med at vise billeder, men for mig er det et meget privat sted. Udover min familie, har jeg kun haft én med derud - og jeg fortryder det så inderligt (det var en kæreste hehe). I januar fik jeg etableret et mindehjørne på mit værelse, skrev også en blog om det. I kan lige få billedet igen :) (Den sorte klump er et billede af ham jeg har stående, jeg har bare ikke lyst til at vise ham frem, håber i forstår)

I dag kunne han så være blevet 19 år. Super underlig tanke! Jeg husker ham jo som den lille dreng han var.. Hvordan ville han se ud i dag? Ville han være en motorbølle? En pigemagnet? Genert? Jeg aner det ikke! Jeg har selvfølgelig mine ideer, men vil jo aldrig finde ud af det.
Og selvfølgelig tænker jeg ekstra meget på ham i dag, men det er ikke med sorg i hjertet mere.. Det er med en glæde over de 3½ år jeg havde ham og selvfølgelig også med et savn og et ønske om, en dag at se ham igen (uden at jeg selv dør altså - tosset, jeg ved det, men jeg kan ikke gøre ved det). Har selvfølgelig også været på kirkegården med min mor i dag.

I er meget velkomne til at spørge om noget, alt er velkomment :) Hvis jeg føler det er for privat til hele verden, så mailer jeg jer bare et svar :)

Jeg håber ikke det var for sørgeligt trods alt.. Og til jer der har vist billeder af gravsted: Tag det ikke ilde op, at det er privat for mig. Vi har alle vores forskellige særheder ;)