Judging the cover #1

Vi hører det igen og igen og igen og en gang til: Døm ikke en bog på dens cover. Jeg kan ikke sige mig fri for, at det er det, der mange gange får mig til at kigge nærmere på en bog. Det der med at gå hen og samle en, i mine øjne, grim bog op og læse på, det har jeg bare ikke i mig. Det ligger mig meget fjernt og føles unaturligt. I denne række indlæg vil jeg snakke lidt om forsiderne på bøger, om forskelle, ligheder, godt og skidt. Indlæggene vil dukke op fra tid til anden.

Pushing the Limits fangede min interesse med coveret. Den bog jeg fik så dog noget anderledes ud, den havde nemlig det britiske cover:

Jeg synes mildest talt, det er et grimt cover. Jeg havde aldrig nogensinde taget bogen op, hvis jeg var kommet forbi den i boghandlen og ikke havde hørt om den før. Bogens indhold er selvfølgelig det samme uanset coveret, men nu er det jo bare sådan, at når man går ind i boghandlen, så er det altså bøgernes forside (eller ryg) man først ser. Så handler det da om, at gøre dem så præsentable som overhovedet muligt. Jeg ved godt, meget af det handler om smag og behag, men generelt forstår jeg ikke behovet for at gå så langt væk fra det originale. "One bad boy. One fallen princess," står der på det britiske cover. Mit problem er, at jeg synes pigen ser "ond" ud og fyren ligner bare en alm. gut fra high school. Jeg kan da i øvrigt lige fortælle, at jeg virkelig, virkelig elsker bogens indhold. Jeg ville bare langt hellere have haft den amerikanske udgave til at stå på min reol.