Anmeldelse: 3096 dage

Titel: 3096 dage

Forfatter: Natascha Kampusch

Sider: 274

Fra bagsiden: Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af. Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig "ulækre" eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på - og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op. Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et "offer" - hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid. At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Min mening: Vi kender vel mere eller mindre allesammen til Nataschas historie. Her redegør hun for det meste af sine 8½ år i fangenskab. Det var et bekendtskab med både angst og smerte. Man kan undres over, hvordan hun overlevede det og så stadig var i stand til i det hele taget at skrive en bog. Man skulle jo tro, hun var helt psykisk kørt ned. Det er en fortælling om overlevelsesinstinkt ligeså vel som viljestyrke. Jeg fik tanken flere gange, at sidder man og sukker lidt over livet, så tænk på Natascha. For hende var de to minutters frisk luft guld værd. Noget vi andre bare tager for givet.

Sproget i bogen er ikke det bedste, men det fungerer og det er historien der er det vigtigste lige her. Samtidig springer den dog noget frem og tilbage i tid og kan til tider virke forvirrende. Jeg tog flere gange mig selv i at være i tvivl om, hvor vi lige var henne af tidsmæssigt. Det er synd, men overskygges for mig af handlingen. 

De sidste par ord vil jeg dedikere til afslutningen. Det er meget rørende og et symbol på, at man i mange tilfælde kan, hvad man vil. Ud af det 8½ år lange fængsel er kommet en selvstændig ung kvinde. Kan ikke lade være at tænke lidt på Den grimme ælling, selvom det her selvfølgelig er langt sørgeligere!

Karakter: 4/5